Med jævne mellemrum bliver jeg spurgt om, hvad en hjemmeside koster. Det er et ganske fornuftigt spørgsmål, for hvem har lyst til at købe katten i sækken? Men det er også et spørgsmål, som det er rigtig svært at svare på, når man ikke har nogle oplysninger overhovedet at gå ud fra.
Det svarer lidt til at spørge om, hvad et hus koster – for vi ved jo alle, at prisen på et hus afhænger af mange ting som fx beliggenhed, byggeår, kvadratmetre og tilstandsrapporten. Du kan købe en idyllisk lille landejendom på Fyn for 500.000 kr. eller et arkitekttegnet luksusbolig på Nordsjælland til mange millioner kroner – men hvad nu, hvis du i virkeligheden drømmer om en klassisk murermestervilla centralt i Roskilde?

Derfor er det altid en god idé at være så specifik som mulig, hvis du ønsker svar på, hvad det koster at få en hjemmeside. Din nye hjemmeside skal jo leve op til dine ønsker.
Hvad vil du med din hjemmeside?
Måske har du i virkeligheden ikke gjort dig så mange overvejelser om, hvad din hjemmeside skal indeholde, og hvordan du vil bruge den, men det er vigtige beslutninger, som du bør tage, inden du får designet en hjemmeside. Skal din hjemmeside fungere som et visitkort, hvor du bare lige viser flaget på nettet? Skal den fortælle udførligt om alle dine produkter og hjælpe dig med at få nye kunder? Skal du have en blog? Skal den kombineres med et nyhedsbrev og aktivitet på de sociale medier? Skal du sælge nogle produkter på din hjemmeside?
Jo mere afklaret du er omkring, hvilken type hjemmeside du ønsker, jo nemmere er det at fortælle dig, hvad det koster at lave en hjemmeside til dig.
Derfor kan det også være en rigtig god idé at sende et par links til hjemmesider, som du godt kan lide. Det kan være, at du er stødt på nogle hjemmesider, hvor du synes godt om layoutet, stilen, strukturen eller nogle af funktionerne. Hvis du beskriver, hvad du godt kan lide ved en bestemt hjemmeside, vil det gøre det væsentligt nemmere for en webdesigner at give dig en pris.
Din hjemmeside er en investering
Mange iværksættere vil gerne starte med en billig hjemmeside. Budgettet er stramt, så man vil gerne spare der, hvor det er muligt.
Men overvej at se din hjemmeside som en investering i din virksomhed. Mange forbrugere vil stifte bekendtskab med dig første gang via din hjemmeside, så du skal bruge din hjemmeside til at skabe tillid, så de rent faktisk henvender sig til dig.
Skab tillid via din hjemmeside
Tid er penge
Måske tænker du, at du kan spare nogle penge ved selv at bygge din hjemmeside – eller få lavet en billig hjemmeside og selv arbejde videre på den. Og ja, det kan du selvfølgelig, men hvor meget tid skal du bruge på det?
Du vil blive overrasket over, hvor lang tid det tager at lave en hjemmeside, når alle detaljerne skal på plads. Tid, som du kunne bruge på kerneydelsen i din virksomhed, tid hvor du måske kan tjene flere penge, end hvad du har sparet på selv at lave en hjemmeside. Kort sagt er sparet ikke nødvendigvis lig med tjent.
Tænk også over, hvor godt resultatet vil blive. Ved du fx hvor på en side du skal placere de vigtigste elementer? Eller hvordan du komponerer et godt billede, så øjet automatisk falder på det centrale element?
Det er bestemt ikke tilfældigt, hvordan succesfulde hjemmesider er bygget op. Der bliver lavet mange undersøgelser af, hvordan forbrugere agerer på nettet, hvilke farver der påvirker dem mest, hvordan de læser en tekst på en hjemmeside, og hvordan de bedømmer kvaliteten af en hjemmeside.
Det er undersøgelser, som bliver læst, diskuteret og afprøvet i praksis af alle, der arbejder seriøst med hjemmesider. Har du tid til at sætte dig ind i alt det? Det er sådan viden, du også betaler for, når du køber en professionel hjemmeside.
Hvor seriøs er du?
Det kan også være, at du synes, du ikke har brug for fx søgemaskineoptimering her og nu. Men har du så lagt en slagplan for, hvordan dine kommende kunder skal finde frem til dig? Skal de finde dig ved at søge i Google? Eller vil du hellere satse på Facebook? Eller måske annoncer i lokalavisen? Husker du i så fald at kalkulere med, hvad de forskellige kanaler vil koste dig i tid og penge?
Tænk på, at de penge, du sparer her og nu på en hjemmeside, kan du risikere i stedet at smide ud på andre og mindre effektive strategier, som ikke skaffer dig de så længe ventede kunder.
Hvad skal du gøre?
Har du besluttet dig for, at du vil købe hjælp til din nye hjemmeside, skal du i første omgang gøre dig tanker om, hvad din hjemmeside skal kunne. Det er vigtigere, end hvordan den ser ud.
Du skal selvfølgelig også have en hjemmeside, som du synes er pæn. Forskellige webdesignere har forskellige stilarter, og mange har en portfolio på deres hjemmeside, så tag et kig på den for at finde en designer, som laver noget i den stil, som du godt kunne tænke dig.
Når du har pejlet dig ind på dine ønsker, kan du med ro i sindet kontakte en webdesigner for at høre, hvad en hjemmeside koster. Han eller hun vil sikkert have nogle uddybende spørgsmål, men når du har gjort lidt forarbejde, er der fundament for en god dialog.
Designheroes (reklamelink) er et eksempel på et webbureau, som har specialiseret sig i at bygge hjemmesider i WordPress til små og mellemstore virksomheder.