Flotte billeder hjælper med at sælge budskabet på din hjemmeside, men det kan være lidt af en jungle at finde gode gratis billeder til din hjemmeside. Er du i gang med at lave din første hjemmeside, har du sikkert mange spørgsmål som fx
- Hvor kan jeg finde gratis billeder?
- Hvordan må jeg bruge gratis billeder?
- Hvor kan jeg købe billeder til min hjemmeside?
- Hvad koster billeder til min hjemmeside?
I denne guide vil jeg komme ind på alt, hvad du bør vide om at bruge billeder på din hjemmeside. Jeg vil give dig inspiration til gode sider, hvor du kan finde gratis billeder og tips til at optimere billederne, inden du lægger dem på din hjemmeside. Beslutter du dig for, at du alligevel hellere vil investere i nogle professionelle billeder, får du også lige nogle tips til de bedste steder at købe flotte billeder til din hjemmeside.
Indholdsfortegnelse
- Hvorfor skal jeg bruge billeder på min hjemmeside?
- Hvor mange billeder skal der være på min hjemmeside?
- Hvordan må jeg bruge gratis billeder?
- Er det en dårlig idé at bruge gratis billeder?
- Tænk over din visuelle identitet
- Mine favoritter når jeg skal finde billeder
- Hvor kan jeg finde gratis billeder?
- 4 gode grunde til at købe billeder til din hjemmeside
- Hvor kan jeg købe billeder til min hjemmeside?
- Hvad koster billeder til min hjemmeside?
Hvorfor skal jeg bruge billeder på min hjemmeside?
Hvad fanger din opmærksomhed, når du scroller gennem dine sociale medier? Er du som mennesker er flest, vil det være et flot foto. Vi er nemlig fra naturens side meget visuelt orienterede, så det er væsentligt hurtigere for hjernen at afkode et billede end at læse en tekst.
Billeder er blikfang. Det får os til at stoppe op. Billeder kan også hjælpe med at skabe mening i en tekst ved at illustrere din pointe. Billeder kan sende signaler om værdierne i din virksomhed. Det kalder vi også for branding. Og så kan billeder gøre din tekst lækker at se på, for der skal trods alt stadig være noget tekst på din hjemmeside. Billeder kan lige som overskrifter bryde din tekst op og gøre den mere læsevenlig, så dine læsere ikke bliver mødt af en mur af tekst. En lang tekst kan skræmme dine læsere væk – mens billeder kan lokke dem til.
Hvor mange billeder skal der være på min hjemmeside?
En hjemmeside uden billeder vil se kedelig ud. En hjemmeside med mange billeder kan blive langsom, så dine besøgende mister tålmodigheden og surfer videre til den næste hjemmeside. Men faktisk kan et enkelt billede gøre din hjemmeside sløv og umulig, hvis billedet er alt for stort. Billeder fylder nemlig utrolig meget, hvis de er i den allerbedste kvalitet med høj opløsning, så alle detaljerne står knivskarpt. Hastighed er en vigtig parameter på en hjemmeside, som er dit salgsvindue, så husk altid at optimere billederne, inden du lægger dem på din hjemmeside.
Billederne på din hjemmeside skal tjene et formål. De må ikke bare være fyld, for de vil alligevel blive ignoreret af dine læsere, og så har du spildt båndbredde på det. Det er ret uheldigt, hvis du ikke har fri datatrafik hos din webhost.
Dine billeder skal med andre ord understøtte din tekst, så de hjælper med at sælge varen eller budskabet. Har du en madblog, kan et smukt appetitvækkende billede give din læser lyst til at afprøve en opskrift. Men vil 10 billeder af den samme ret fra forskellige vinkler få din læser til at springe ud i køkkenet med det samme? Eller gør de bare din hjemmeside langsom?
Det handler om balance, og det siger sig selv, at en lang tekst giver mulighed for at bruge flere billeder, fordi der simpelthen er mere plads at fordele billederne ud på. Men alting med måde. Store klumper af billeder midt i en tekst kan være en ulempe, hvis det tvinger dine besøgende til at scrolle og scrolle for at komme ned til den næste blok af tekst. Det kan forvirre, for kommer der mere tekst, eller er resten bare billeder?
Hvordan må jeg bruge gratis billeder?
Når et billede er gratis, kan jeg vel bare bruge det som jeg har lyst til? Desværre nej, sådan hænger tingene ikke helt sammen. Der kan være forskellige ophavsrettigheder, som begrænser brugen af et billede også, selv om det er gratis. Derfor er det altid en god idé at undersøge, hvordan du har lov til at bruge et billede, inden du lægger det ud på din hjemmeside.
Sagt på en anden måde skal du huske at læse det med småt, så du sikrer dig bedst muligt. Bruger du et billede uretmæssigt, kan fotografen forlange betaling af dig – også selv om du straks fjerner billedet fra din hjemmeside igen.
Ophavsrettighederne afhænger af, hvad ophavsmanden tillader. Finder du billeder hos en gratis billedbase som Unsplash, er der ret vide rammer. Du må bruge deres billeder til både kommercielle og ikke-kommercielle formål, og du behøver end ikke at kreditere fotografen, selv om det ville være høfligt, når du nu har fået billedet gratis. Du må ikke sælge billedet videre uden at redigere det ganske betydeligt, og du må ikke stille billedet til rådighed i en anden billedbase.
Finder du billeder på Flickr, skal du være mere opmærksom. De er underlagt en licens, der hedder Creative Commons, og den kan være mere eller mindre restriktiv. Nogle billeder kan du bruge helt frit, mens du i andre tilfælde skal kreditere fotografen. Det kan også være, at du skal oplyse, om du har redigeret det originale billede. Endelig kan der også være billeder, som du ikke må bruge kommercielt. Selv billeder fra den samme fotograf kan have forskellige restriktioner, så derfor er det altid vigtigt at undersøge, hvad en Creative Commons licens giver dig lov til, inden du bruger billedet.
Royalty-free billeder er såkaldte stock photos eller arkivbilleder, som du har købt og betalt for hos fx Shutterstock. De er væsentligt billigere end billeder, som du køber eneret til, men det betyder til gengæld også, at andre kan købe de samme billeder som dig. Når du har betalt en gang for et royaltyfrit billede, kan du bruge det flere gange i forskellige sammenhænge. Der kan stadig være begrænsninger på, hvordan du må bruge billedet som fx at du ikke må trykke det og sælge det videre som en plakat. Begrænsningerne kan variere fra den ene forhandler af stock billeder til den anden, så det er vigtigt at læse betingelserne, hvis du vil være på den sikre side.
Må du kun anvende et billede til redaktionel brug, kan du ikke bruge det i en kommerciel sammenhæng. Du kan støde på denne type billeder også i betalingsbaser så husk at læse betingelserne, inden du downloader et billede.
Billeder uden copyright er typisk gamle billeder, som er taget for mange år siden. Ifølge den danske lov om ophavsret har en fotograf retten til et billede, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev fremstillet. I andre lande kan fotografen have ophavsretten i endnu flere år, så det gælder om at sætte sig ind i reglerne.
Er det en dårlig idé at bruge gratis billeder?
Mange gratis billeder er af høj kvalitet, og det kan være helt fint at sætte dem på din hjemmeside, hvis du altså har lov til at bruge dem. Udvalget af gratis billeder er stort, så der er gode muligheder for, at du kan finde et flot billede, som understreger budskabet på din hjemmeside.
Til gengæld kan du også risikere at støde på andre hjemmesider, som bruger det samme billede, som du har lagt ind på din hjemmeside. Når du søger efter billeder i en gratis base, bliver de populæreste billeder ofte vist først og det er fristende at downloade et af dem, for det er jo ofte de flotteste billeder. Bruger du det samme billede som mange andre, fremtræder din hjemmeside ikke helt så unik, fordi dine besøgende måske har set billedet før i en helt anden sammenhæng.
Sidst men ikke mindst kan du rende ind i problemer med ophavsrettighederne, selv om du i god tro har downloadet et billede fra en billedbase, hvor alt burde være i den skønneste orden. Viser billedet en person, som man kan identificere, skal modellen have skrevet under på, at billedet må bruges. Viser billedet et logo eller forsiden af en bog, kan det bryde loven om ophavsret. Det vrimler med den slags billeder i de gratis billedbaser.
Tænk over din visuelle identitet
Inden du begynder at lede efter billeder til din hjemmeside, kan det være en god idé at overveje din hjemmesides visuelle identitet. En visuel identitet fortæller klart og tydeligt om dine værdier og hvordan du adskiller dig fra alle andre. En stærk visuel identitet gør det nemt at huske dig. Tænk blot på Coca Cola, som er et af verdens stærkeste brands.
Det kan spare dig for en masse tid og frustrationer, hvis du er afklaret omkring, hvad du vil signalere med de billeder, som du har på din hjemmeside.
Din visuelle identitet består dog af mere end billeder. Den inkluderer også dit logo, farver og skrifttype. Det er elementer, som du kan bruge på tværs af platforme lige fra din hjemmeside til sociale medier til trykte materialer.
Mine favoritter når jeg skal finde billeder
Der er virkelig mange muligheder for at finde gode billeder online. Jeg har efterhånden afprøvet en del forskellige billedbaser, så her vil jeg dele mine to favoritter med dig. Det er de hjemmesider, som jeg besøger som de første, når jeg er på jagt efter et godt billede til en hjemmeside.
Den ene af baserne er gratis, mens den anden er med stock photos, som koster penge. Selv om der er mange flotte gratis billeder at vælge mellem, er kvaliteten af stock photos ofte meget bedre, så det tager kun et øjeblik at finde et flot billede, hvis man er villig til at betale. I mine øjne er det penge, som er godt givet ud, fordi jeg sparer en masse kostbar tid.
Unsplash
Unsplash er min favorit blandt alle de gratis billedbaser. Udvalget er stort, kvaliteten er høj, og du kan bruge billederne kvit og frit. Du behøver ikke at kreditere fotografen, selv om det vil være god stil. Jeg er vild med muligheden for at finde lignende billeder, når jeg har klikket mig ind på et af de billeder, som jeg har søgt frem. Det er en nyttig funktion, når jeg finder et godt billede, som alligevel ikke helt lever op til de krav, som jeg har stillet op for de billeder, som jeg vil bruge på en hjemmeside.
Picjumbo
Picjumbo indeholder rigtig mange flotte billeder. Ironisk nok begyndte Viktor arbejdet med Picjumbo, fordi hans billeder blev afvist af flere billedbureauer på grund af for dårlig kvalitet. Det er svært at forstå, når man bladrer gennem hans billeder.
Du kan finde en masse billeder til gratis download, men du kan også købe et premium medlemskab, som giver dig adgang til endnu flere billeder. Som abonnent kan du blandt andet downloade billeder dedikeret til et bestemt tema som fx yoga hjemme i stuen, populære feriedestinationer eller pizza. Køber du det billigste abonnement, kan du downloade 100 billeder om måneden, så du får ret meget for dine penge hos Picjumbo.
Shutterstock
Shutterstock sælger stock photos, og jeg har været kunde hos dem i flere år. Jeg finder mange gode billeder inden for alverdens emner lige fra håndværkere til rejser.
Prisen er ret fornuftig, hvis du tegner et abonnement, hvor du kan downloade 10 billeder om måneden. Det kræver selvfølgelig, at du skal bruge nye billeder med jævne mellemrum. Du kan også købe grafik, illustrationer, videoer og musik hos Shutterstock, hvis du har brug for mere end billeder.
Den største ulempe ved Shutterstock er, at du ikke kan overføre ubrugte billeder til næste måned, så det gælder om at huske at downloade alle de billeder, som du har betalt for, inden en ny måned starter.
Hvor kan jeg finde gratis billeder?
Som jeg allerede har været inde på, er der overvældende mange steder på nettet, hvor du kan finde gratis billeder – vel at mærke billeder, som du har lov til at bruge på din hjemmeside. Hver af disse billedbaser har deres egne betingelser for, hvordan du må bruge billederne, så husk at tjekke dem, inden du begynder at downloade deres billeder.
Her får du 13 forslag til billedarkiver med gratis billeder. De er listet i vilkårlig rækkefølge, så tjek dem ud og find din egen favorit blandt mine forslag. Nå ja, der findes for resten endnu flere steder, hvor du kan finde gratis billeder på nettet, men et eller andet sted skulle jeg jo trække grænsen.
13 gode hjemmesider med gratis billeder
- Unsplash er en ret populær leverandør af gratis billeder, for det er en stor samling af kvalitetsbilleder inden for et bredt spektrum af emner lige fra natur til mad til iværksætteri. Du må bruge billederne både kommercielt og ikke-kommercielt uden at kreditere fotografen.
- Pixabay er en stor billedbase med et virkelig omfattende udvalg af gratis billeder, som du kan bruge på din hjemmeside, i artikler, blogindlæg, opslag på sociale medier og meget mere.
- Picjumbo er en side med virkelig flotte billeder af alt, hvad du kan ønske dig lige fra dyr og landskaber til byer, transport og teknik.
- Freerange har mange fremragende billeder og illustrationer af nærmest alt, hvad du kan ønske dig lige fra landskaber til mad til rejsemål som fx London og Dubai.
- Reshot er siden til dig, der gerne vil finde gratis ikoner, illustrationer og billeder samlet et sted.
- Splitshire blev lanceret af en fotograf, som jævnligt uploader nye billeder. Her er mange smukke billeder af landskaber, dyr og mad. Du kan også finde et lille udvalg af gratis videoer, hvor temaet især er naturen.
- Pexels giver dig adgang til virkelig mange flotte gratis billeder samt et bredt udvalg af gratis videoer.
- Stockvault tilbyder gratis billeder samt illustrationer, som du kan bruge på din hjemmeside. Du kan også finde baggrunde og teksturer, som du kan bruge til kreative projekter, hvis du er en ørn til at lege med Photoshop eller et andet billedbehandlingsprogram.
- RGB Stock stiller over 100.000 gratis billeder, baggrunde og grafik til rådighed, som du fx kan bruge til at illustrere dine blogindlæg.
- Skuawk indeholder flotte billeder af sport, mad, natur, mennesker, musik og meget andet interessant. Kvaliteten og kreativiteten er helt i top.
- TravelCoffeeBook har fokus på rejsebilleder. Her er fotos fra USA, Canada, New Zealand, Chile, Kina, Japan og mange andre spændende lande.
- FreeFoodPhotos har specialiseret sig i gratis billeder af mad. De er sorteret i kategorier, så du nemt kan få overblik over udvalget, hvis du fx leder efter et billede af frugt eller brød.
- Wunderstock har samlet et stort udvalg af gratis billeder, som du kan bruge på din hjemmeside. Mange af billederne er i høj opløsning, men de stammer fra et bredt udvalg af kilder så husk at tjekke, hvordan du helt præcist må bruge hvert enkelt billede.
Hvad er Creative Commons?
Når du leder efter gratis billeder på nettet, er der stor sandsynlighed for, at du vil støde på en licens, der hedder Creative Commons. Det er en licenstype, som er udviklet for at give alle mulighed for at dele deres arbejde med andre og samtidig tilpasse ophavsretten, så alle kan gøre brug af fx et billede udgivet under Creative Commons uden at skulle spørge om lov.
En Creative Commons licens kan indeholde forskellige vilkår. Den mindst restriktive Creative Commons licens giver andre lov til at gengive og bearbejde et billede både kommercielt og ikke-kommercielt, hvis blot de krediterer fotografen. Den mest restriktive Creative Commons licens forbyder kommerciel brug af et billede.
Finder du et billede på nettet, som er udgivet uden en Creative Commons-licens, skal du lade være med at bruge det, med mindre du har fået lov af rettighedshaveren.
Du kan læse mere om de forskellige licenstyper på Creative Commons hjemmeside.
Sådan googler du billeder uden ophavsrettigheder
Du kan også bruge en søgemaskine som Google til at søge efter billeder uden ophavsrettigheder eller copyright. Du starter ganske enkelt med at lave en almindelig søgning i Google, hvorefter du vælger at få vist de billeder, som Google har fundet. Derefter klikker du på “Værktøjer” under søgefeltet, vælger “Brugsrettigheder” og til sidst klikker du på “Creative Commons-licenser”. Så får du vist de billeder, som er udgivet under en Creative Commons-licens.
Du skal bare stadig huske, at, en Creative Commons-licens kan være mere eller mindre restriktiv, så du skal læse betingelserne, inden du bruger billedet.
Googles billedsøgning kan være en nem og hurtig måde at søge efter gratis billeder, som du må bruge på din hjemmeside. Her kan du få et godt overblik over udvalget af fotografier uden at skulle besøge den ene billedbase efter den anden, hvoraf flere faktisk ikke har en søgefunktion.
4 gode grunde til at købe billeder til din hjemmeside
Der kan være mange gode grunde til at købe billeder til din hjemmeside frem for at bruge gratis billeder. Som jeg flere gange har fremhævet, kan der nemt opstå usikkerhed om, hvorvidt du reelt har lov til at bruge et gratis billede, som du har fundet på nettet. Er der fx genkendelige personer på billedet, skal de godkende, at billedet kan bruges til forskellige formål.
Kvaliteten af gratis billeder varierer en del. De kan være mørke, slørede eller i lav opløsning. Køber du billeder hos et professionelt billedbureau, får du adgang til et stort udvalg af billeder i høj kvalitet. Motivet er i fokus, billedet er skarpt, lyssætningen er god og opløsningen er høj.
Tid er penge, så det kan være godt givet ud at ofre nogle få kroner på et flot kvalitetsbillede frem for at bruge oceaner af tid på at lede efter et gratis billede, som i sidste ende alligevel ikke indfrier dine krav til kvaliteten.
Skal din hjemmeside være så unik og personlig som mulig, bør du også gå uden om gratis billeder. Rigtig mange bruger gratis billeder på deres hjemmesider. En billedbase som Unsplash er ret populær, så billeder herfra optræder virkelig mange steder på nettet.
Tegner du et abonnement hos et billedbureau, kan du købe billeder til en relativ billig pris. Ganske vist kan andre købe de samme billeder, men udvalget af kvalitetsbilleder er så stort og varieret, at sandsynligheden for at støde på præcis det samme billede hos en af dine konkurrenter er væsentlig lavere, end hvis du bruger gratis billeder.
Hvor kan jeg købe billeder til min hjemmeside?
Der er utrolig mange steder på nettet, hvor du kan købe billeder til din hjemmeside. Her har jeg fundet et udvalg af billedbureauer med fornuftige priser, så du relativt billigt kan få fingre i lækre billeder til din online markedsføring uanset, om du skal bruge fotos til din hjemmeside eller sociale medier.
Shutterstock er virkelig stor med mere end 370 millioner billeder, illustrationer, grafik, videoer og musikklip, som du kan bruge på din hjemmeside. Her kan du finde billeder af håndværkere, boligindretning, ferie og mange andre klassiske emner samt aktuelle trends som fx vaccination, kropspositivitet og social afstand.
Det billigste abonnement får du ved at binde dig for et år ad gangen. Du kan betale for et årsabonnement med én samlet betaling, eller du kan dele det op, så du betaler hver måned. Årsabonnementet er det billigste. Du skal blot huske at downloade billeder hver måned, for du kan ikke overføre ubrugte downloads til næste måned.
iStock er Shutterstocks nærmeste konkurrent. Her kan du også købe billeder, illustrationer, grafik, videoer, underlægningsmusik og lydeffekter. Hos iStock kan du finde billeder, som ikke bliver solgt hos andre billedarkiver. Det er fx et stort udvalg af billeder, som fanger folk i arbejdsrelaterede situationer og mange andre hverdagsagtige øjeblikke.
iStock koster cirka det samme som Shutterstock, hvis du vælger et tilsvarende abonnement med fx 10 downloads pr. måned. Til gengæld kan du overføre ubrugte downloads til den næste måned, hvis dit abonnement bliver fornyet automatisk ved udløb. Det er en klar fordel, hvis du vælger et abonnement med en månedlig betaling.
Adobe Stock er i samme liga som Shutterstock og iStock. Også her kan du købe billeder, illustrationer, grafik, video og musik. Bruger du i forvejen nogle af Adobes produkter som fx Photoshop eller Illustrator, kan du integrere Adobe Stock, så det er nemt og hurtigt for dig at finde billeder til dit næste projekt.
Picjumbo tilbyder et premium abonnement, hvor du får tilsendt nye billeder hver måned. Derudover får du selvfølgelig adgang til hele billedarkivet på Picjumbos hjemmeside til en meget attraktiv pris.
Picjumbo er først og fremmest en billedbase, så her finder du ikke musik, 3D-animationer og andre spændende former for illustrationer.Til gengæld er Picjumbo virkelig stærk, hvis du leder efter flere billeder i samme stil til at illustrere et tema som fx nytår, influenza eller shopping.
Vil du have virkelig eksklusive og smukke billeder, er Getty Images blandt de absolut bedste, hvilket også bliver afspejlet i prisen.
Som tidligere nævnt findes der virkelig mange muligheder for at købe billeder på nettet til din hjemmeside. Lever hverken Shutterstock, iStock eller Adobe Stock op til dine forventninger, kan du prøve at se nærmere på et af disse billedarkiver:
Hvad koster billeder til min hjemmeside?
Prisen for billeder, som du køber, kan svinge ganske meget. Den afhænger blandt andet af, hvilken type abonnement du vælger. Betaler du for et helt års abonnement på én gang, bliver prisen billigere, end hvis du betaler på månedsbasis. Vælger du et abonnement, som giver dig adgang til at downloade mange billeder i løbet af en måned, bliver stykprisen også billigere, end hvis du køber et årsabonnement med nogle få billeder. Prisen for billeder svinger også en del fra det ene billedarkiv til det andet.
Shutterstock og iStock vil jeg anbefale dig at kigge nærmere på, hvis du i kroner og øre vil have et billigt abonnement til en billedbase med et stort udvalg af flotte billeder. Adobe Stock er et godt alternativ, hvis du allerede arbejder med nogle af Adobes andre produkter som fx Photoshop eller Illustrator.
Picjumbo giver fuld valuta for pengene, hvis du er villig til at betale lidt mere mod til gengæld at få mulighed for at downloade mange flere billeder, så stykprisen pr. billede er lav. Du kan endda købe et abonnement på livstid, så du altid har adgang til flotte billeder til din hjemmeside til en virkelig billig pris.