Når du er på udkig efter et program til at bygge en hjemmeside, kan det være svært at vide, hvad du skal vælge. Som du nok kan regne ud, er WordPress min klare favorit, så her vil jeg præsentere dig for 10 gode grunde til at vælge WordPress.
1. WordPress er gratis
Det er næsten for godt til at være sandt, men WordPress er gratis. Hvis det ikke er en fordel ved WordPress, så ved jeg ikke, hvad det er. Du skal ikke betale så meget som en krone for at bruge WordPress uanset, hvor meget du bruger det. Du kan endda også finde masser af gratis designs og funktioner, som du kan tilføje, så du kan sætte dit helt eget præg på din hjemmeside.
2. WordPress er det populæreste hjemmesideprogram overhovedet
Over 25% af alle hjemmesider er skabt med WordPress. Det næstmest populære program til at bygge hjemmesider er Joomla, som har en andel på 2,7%, så det er lidt af et spring. Hver dag bliver der lanceret over 500 nye WordPress-hjemmesider.
3. Du kan altid få hjælp til WordPress
Fordi WordPress er så populært, er der også masser af fora, hvor du kan få kvalificeret hjælp helt gratis. Jeg nævner i flæng det officielle WordPress-forum og det danske WordPress-forum. På Facebook kan du også finde masser af grupper, som handler om WordPress.
4. WordPress findes i en dansk version
Hvis du er utryg ved at arbejde med noget helt nyt på et fremmed sprog, kan du ånde lettet op. WordPress er oversat til over 60 forskellige sprog, hvoraf dansk er et af dem. Det gør det lidt nemmere at bygge din egen hjemmeside.
5. WordPress kan bruges til mange forskellige typer af hjemmesider
Oprindeligt blev WordPress udviklet som en platform for blogs. Men i takt med at flere og flere brugte systemet til traditionelle hjemmesider, blev WordPress videreudviklet, så du i dag også kan bruge det til netop hjemmesider, men også webshops, fora, online kurser, medlemssider og sågar intranet.
6. WordPress er supernemt at installere
Hos langt de fleste webhoteller kan du installere WordPress på dit eget domæne med ganske få klik. Hos mange udbydere er det hele sat meget brugervenligt op, så du næsten ikke kan gøre noget forkert.
7. Du kan lave din egen WordPress-hjemmeside lynhurtigt
Når du installerer WordPress, følger der 3-4 standard designs med i pakken. Går du ikke så meget op i udseendet af din hjemmeside, kan du stort set bare nøjes med at skrive noget tekst præcis som hvis du sad og skrev en mail eller et Word-dokument.
8. Du kan få en webdesigner til at lave en WordPress-hjemmeside til en billig pris
Har du ikke selv tid eller lyst til at rode med hjemmesider, kan du købe en WordPress-hjemmeside til priser helt ned til 1500 kr. Du kan selvfølgelig også vælge at bruge mange tusinde kroner på et design, som er udviklet helt specielt til dig, hvis du vil skille dig ud fra mængden. Der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan med WordPress, så det er i høj grad op til dine ambitioner og pengepung.
9. WordPress er nemt at opdatere
WordPress er under konstant udvikling både for at forbedre det og for at lukke sikkerhedshuller. Hver gang der kommer en ny version, skal du sørge for at opdatere din hjemmeside til den nye version, så du ikke er sårbar over for hackere. Det kan du gøre med et enkelt klik – eller du kan lade systemet opdatere sig selv helt automatisk, så du har en bekymring mindre.
10. WordPress kan integreres med mange andre systemer
Fordi WordPress er så populært, har mange andre programmer og systemer fokus på at udvikle løsninger, så deres produkter kan arbejde sammen med WordPress. Driver du fx en webshop, som du har bygget ved hjælp af WordPress og WooCommerce, kan du nemt finde en betalingsløsning og et regnskabsprogram, som du kan integrere med WordPress. På den måde kan du skabe et arbejdsflow, som langt hen ad vejen kører automatisk.
11. WordPress er søgemaskinevenligt
WordPress er kodet efter alle kunstens regler, så det er som udgangspunkt et meget søgemaskinevenligt CMS. Hvis du vil, kan du gøre det endnu bedre ved at installere et SEO plugin til WordPress. Faktisk bliver WordPress lovprist af selveste Matt Cutts fra Google.
Alt i alt kan du hurtigt og billigt få en ny hjemmeside, hvis du vælger WordPress. En anden vigtig fordel ved WordPress er, at du altid kan finde hjælp til WordPress, hvis du støder ind i problemer. Rigtig mange mennesker bruger nemlig WordPress og vil gerne hjælpe dig.