Af og til ser jeg eksempler på nystartede virksomheder, som mener, at det er nok at markedsføre sig på Facebook frem for at investere penge i en hjemmeside. En Facebook-side er jo gratis og nem at starte op – men så begynder det også at knibe med at finde på flere fordele, når man sammenligner med en hjemmeside.
Meningen med en Facebook-side er faktisk at skabe loyale kunder og lokke dem over på din hjemmeside, hvor de kan læse en masse uddybende information om dine ydelser, se dine priser og læse referencer fra nogle af dine kunder.
Hvor mange ser egentligt din Facebook-side?
”Det kan de da også på min Facebook-side”, tænker du sikkert, men du skal tage højde for, at de fleste folk kun ser opslag fra en side i deres nyhedsfeed. De går sjældent ind på de sider, som de har liket. Det betyder, at du kæmper om deres opmærksomhed sammen med alle de andre sider, som de også har liket. For slet ikke at tale om opslag fra deres Facebook-venner, som den gennemsnitlige dansker har over 200 af.
I praksis vil det sige, at kun omkring en tredjedel af dine følgere vil se et af dine opslag. Hvor langt dit opslag når ud, er afhængig af en lang række parametre som fx hvornår på dagen du poster et opslag, selve indholdet i dit opslag og engagementet fra dine følgere. Kun omkring 2% vælger at klikke på links i dine opslag.
Som du nok kan regne ud, er det lidt af en videnskab at skabe en god Facebook-side med mange engagerede følgere. Det er da heller ikke for sjov, at store virksomheder, foreninger og interesseorganisationer som fx Ældre Sagen har ansat folk til udelukkende at sikre deres tilstedeværelse på de sociale medier.
Det kan du læse meget mere om i Astrid Haugs bog Sig du kan li’ mig (reklamelink). Er du bare den mindste smule interesseret i, hvordan Facebook-sider fungerer, vil jeg varmt anbefale dig at læse denne bog.
Facebook er populær i dag, men hvad med fremtiden?
Facebook er uden sammenligning det mest populære sociale medie i Danmark med 3,5 millioner danske profiler, hvilket svarer til 75% af den danske befolkning. Det er især de ældre over 55 år, som ikke er på Facebook. Desuden er der en svag tendens til, at unge under 30 år drosler ned for brugen af Facebook til fordel for blandt andet Snapchat og Instagram. Sidst men ikke mindst er 80% af kvinderne på Facebook, mens det samme kun gør sig gældende for 60% af mændene.
Foretrækker du at markedsføre din virksomhed udelukkende på en Facebook-side, er du derfor nødt til at gøre dig tanker om, hvorvidt din målgruppe overhovedet er på Facebook.
Hvilke sociale medier foretrækker din målgruppe?
Samtidig skal du kalkulere med risikoen for, at Facebooks popularitet pludselig kan dale ganske betragteligt. I 2009 blev MySpace overhalet af Facebook, så det er set tidligere, at sociale medier med en stærk position taber kampen til et nyt social medie.
Sandsynligheden for, at brugerne forsvinder fra Facebook fra den ene dag til den anden er forsvindende lille, men jeg synes alligevel, at du bør have det i tankerne. Du bør i hvert fald som minimum vide, hvilke sociale medier din målgruppe foretrækker.
Du kan følge med i tendenserne ved at læse DR’s årlige rapport om medieudviklingen eller kigge på Danmarks Statistiks tal for IT-anvendelse.
Vil du blive klogere på, hvordan du bedst markedsfører din virksomhed på de sociale medier, kan jeg varmt anbefale dig Astrid Haug’s bog Sig du kan li’ mig (reklamelink), som du blandt andet kan købe hos Saxo.
Flere bruger Google end Facebook
Google har ret godt fat i danskerne og er uden sammenligning den mest populære søgemaskine i Danmark. Ifølge en rapport fra Mediawatch udgivet i 2013 bruger markant flere danskere Google frem for Facebook, og brugen af Google voksede mere end brugen af Facebook.
Den moderne forbruger undersøger ofte et produkt på Google inden et eventuelt køb. Eller man bruger Google til at søge efter en lokal tømrer, webdesigner eller hvem man nu har brug for at købe en ydelse hos. Det gør du garanteret også selv, og hvor tit ser du en Facebook-side i et søgeresultat på Google? Nej vel?
Google og Facebook er nemlig ikke verdens bedste venner, så i lang tid har Facebook blokeret Google. I november 2015 begyndte de dog at samarbejde, så det tegner noget lysere på det punkt, men du skal nok forvente, at Google fortsat vil favorisere sine egne produkter som fx Google Places i forhold til at vise en Facebook-side i et søgeresultat. Det er heller ikke til at vide, om Facebook pludselig vil lukke for Googles adgang igen.
Du kan ikke seo-optimere en Facebook-side
Søgemaskineoptimering spiller en stor rolle i forhold til rækkefølgen af de hjemmesider, som Google viser i et søgeresultat. Du kan i en vis udstrækning optimere en Facebook-side, så den kravler højere op i søgeresultaterne, men en seo-optimeret hjemmeside vil til enhver tid have bedre muligheder for at blive synlig.
Til gengæld er en Facebook-side sammen med profiler på andre sociale medier gode til at tage kontrol over side 1 på Google.
En hjemmeside kan du optimere på mange punkter, så den bliver bedre placeret i Google. Du kan blandt andet skrive lange og uddybende artikler, som indeholder vigtige søgeord. Disse søgeord kan du placere de strategisk rigtige steder som fx i overskrifter og i det indledende afsnit. Den mulighed har du ikke rigtig i et almindeligt opslag på Facebook.

Der er efterhånden også kommet flere muligheder for at få vist billeder sammen med din hjemmeside i Google, så du kan blive endnu mere synlig. Det er madblogs gode til at udnytte.
Driver du en kursusvirksomhed, en biograf eller lignende, kan du også få vist en oversigt over kommende arrangementer i Google. Det kræver blot, at du implementerer mikrodata på din hjemmeside.
Forstår du at udnytte mulighederne, er der helt bestemt et potentiale for at gøre din virksomhed mere synlig i Google med udgangspunkt i en hjemmeside, ikke Facebook.
En hjemmeside på eget domæne kan du have meget mere kontrol over end en Facebook-side.
Konklusion: Din hjemmeside er vigtigere end en Facebook-side
Du skal se en hjemmeside som fundamentet i din online synlighed. Brug den til at demonstrere dine kompetencer ved at dele ud af din viden i artikler, som du seo-optimerer. Når du har udgivet din artikel, kan du omtale den på Facebook og linke til den på din hjemmeside. Husk også at optimere dit opslag, så det bliver set, liket og kommenteret af flest mulige, for det har betydning både i forhold til din synlighed i nyhedsfeed’et på Facebook og seo-scoren for din hjemmeside.
En hjemmeside på eget domæne kan du have meget mere kontrol over end en Facebook-side, som bliver stillet til rådighed for dig. Du skal huske på, at Facebook også er en virksomhed, som vil tjene penge, og de eksperimenterer gerne med mulighederne.