Har du lidt teknisk snilde, kan du sagtens selv bygge din egen hjemmeside. Her har jeg samlet tips, inspiration og links til alt, hvad du behøver for at bygge din egen hjemmeside i WordPress.
Scroll ned ad siden og lad dig inspirere eller hop straks videre til oversigten over billige webhoteller, gode WordPress-skabeloner eller tips til at få en god placering i Google.
Jeg har også samlet en masse links til andre sider, hvor du kan blive klogere på alt, hvad der har med webdesign, WordPress og søgemaskineoptimering at gøre. Kort sagt er det mit mål at samle alt, hvad du har brug for, så du kan komme rigtig godt i gang med at bygge din første hjemmeside i WordPress.

Webhotel
Det første, som du skal bruge til din nye hjemmeside, er et webhotel. Det er den server, hvor din hjemmeside ligger, så folk i hele verden kan besøge den. Sammen med dit webhotel skal du købe et domæne. Domænet er adressen til din hjemmeside. Det er en god idé at have gjort dig nogle overvejelser om, hvad din hjemmeside skal hedde, så du ikke senere fortryder navnet. Du kan godt skifte domæne senere hen, men det nemmeste er nu en gang at finde det rigtige navn lige fra starten af.
Du kan sagtens starte med et billigt webhotel. Mange webhoteller tilbyder en god pris det første år, hvor du er kunde hos dem. Derfor kan du komme i gang med at bygge din første hjemmeside for et par hundrede kroner, hvilket jo er en ganske overkommelig pris.

Systemer til din hjemmeside
Langt de fleste hjemmesider er bygget med WordPress, som er et gratis system. Man kalder det også for et CMS, som er en forkortelse for content management system. Ud over at være gratis er WordPress også nemt at bruge. Fordi det er så populært, kan du finde masser af gratis vejledninger til at komme i gang med at bygge en hjemmeside i WordPress. De fleste webhoteller tilbyder installation af WordPress med et klik eller to, så det kan næsten ikke være nemmere at lave din første hjemmeside.
Skal det være endnu nemmere, findes der flere gode alternativer til WordPress. Et af dem er Bricksite, som tilbyder dansk support. Vil du have adgang til alle funktioner hos Bricksite, skal du betale, men de penge kan være godt givet ud i forhold til den tid, du måske sparer.
Design til din WordPress-hjemmeside
Din hjemmeside skal se godt ud og sælge dit budskab. Der er heldigvis masser af hjælp at hente, så du kan få en flot hjemmeside, selv om du ikke er vant til at bygge hjemmesider. Du kan nemlig vælge mellem masser af WordPress-skabeloner, som er designs til din hjemmeside. Nogle er gratis, mens andre koster penge.
Det største udvalg af gratis WordPress-temaer finder du hos WordPress selv. Du kan vælge mellem mere end 10.000 gratis skabeloner, som du kan installere med et enkelt klik. Mange af de gratis skabeloner er dog ret skrabede og kræver, at du selv kan bygge videre på dem, hvis din hjemmeside skal være rigtig flot. Derfor synes jeg, at du skal overveje at købe en WordPress-skabelon. De koster generelt omkring $59 – 69 hos ThemeForest, som har det største udvalg.
Hjælp til din WordPress-hjemmeside
Er det nyt for dig at bygge din egen hjemmeside, vil du sikkert have mange spørgsmål undervejs. Nogle svar kan du sikkert google dig til. Der er mange gode hjemmesider, fora og Facebook-grupper, hvor du kan få gratis hjælp til WordPress.
Vil du gerne have en samlet guide til at lave en hjemmeside, kan du eventuelt købe en bog. Der er skrevet mange bøger på både dansk og engelsk om WordPress. Forhåbentlig kan du også bruge nogle af de vejledninger, som jeg har udgivet her på siden.