Søgeord er selve grundlaget for teksterne på din hjemmeside, hvis du gerne vil være synlig i søgemaskinerne. Det er ret væsentligt, hvis du sætter din lid til, at Google eller nogle af de andre søgemaskiner sender en masse trafik i din retning. For din egen skyld skal du derfor bruge tid på at finde ud af, hvilke ord dine kunder søger på, når de skal finde din vare eller ydelse.

En søgeordsanalyse bør altid danne grundlag for de tekster, som du har planer om at skrive til din hjemmeside. Med de rigtige ord på din hjemmeside kan du blive mere synlig i søgemaskinerne og dermed tjene flere penge.

 

3 gode grunde til at finde de rigtige søgeord

Er du stadig ikke helt overbevist om fidusen i at bruge nogle andre ord end dem, som falder dig mest naturligt? Lad mig forsøge at overbevise dig:

1 Google finder de hjemmesider, hvor folks søgeord står

Når du taster et ord ind i en søgemaskine som fx Google, vil den finde de hjemmesider, hvor ordet står. Hvis du skriver en artikel om bjælkehuse, vil den ikke dukke op, hvis nogen søger efter træhuse – med mindre, at du også har flettet ordet træhuse ind i din artikel.

2Kunderne søger information på nettet inden et køb

Den moderne forbruger søger efter information på nettet, inden de foretager et køb. De nyeste tal fra Google viser, at 64% af alle danske forbrugere opdager nye brands på nettet og at lidt over 25% af forbrugerne bruger nettet til at undersøge markedet, inden de svinger kreditkortet – uanset om de gør det på nettet eller i fysiske butikker.

3AdWords bliver dyrere og dyrere.

AdWords kan være et dyrt bekendtskab alt afhængig af din branche. Ikke fordi Google skruer op for priserne, men fordi dine konkurrenter gradvist bliver villige til at byde højere på de ord, som de gerne vil være synlige på. Derfor kan det betale sig at målrette dine tekster, så du kan trække besøgende ind på din hjemmeside uden at betale for annoncer – og det gør du ved at ligge øverst i et søgeresultat.

 

Når du har læst denne artikel til ende, er du klar til at gå i gang med din første søgeordsanalyse. Her kan du se de emner, som jeg kommer ind på i resten af artiklen:

 

En søgeordsanalyse er en investering

Når du fletter de rigtige søgeord ind i dine tekster, vil du få mere trafik fra søgemaskinerne. Det er vel at mærke gratis trafik, som kommer af sig selv, når du først har skrevet en god tekst med de ord, som folk søger på.

Derfor kan det godt betale sig at sætte en dags tid af til at lave en grundig søgeordsanalyse, inden du skriver nye tekster til en hjemmeside.

 

Hvad er et godt søgeord?

Der er ingen tvivl om, at konkurrencen om mange gode søgeord er hård. Det skal ses i lyset af, at nummer 1 i Google får langt de fleste klik, mens nummer 5 får tæt på 0 klik. Din indtjening kan altså vokse ganske betragteligt, hvis du ligger øverst i Google med et attraktivt ord.

Omvendt kan det være en både dyr og langsommelig proces at ligge nummer 1 på et søgeord, som der er meget konkurrence om. Desuden skal du blive ved med at arbejde for den førsteplads, som der er rift om, for du kan være sikker på, at dine konkurrenter vil forsøge at vippe dig af pinden.

Mange fokuserer på at få en god placering på de såkaldte generiske søgeord som fx bolig, møbler eller et andet specifikt ord, som er en samlet betegnelse for en gruppe af produkter. Der bliver lavet mange søgninger på de her generiske ord, som kan være gode at være synlige på, hvis man vil brande sin virksomhed.

Men hvis du vil sælge, skal du fange folk, når de har samlet information og er klar til at købe. Det er her, du kan tjene penge til din virksomhed.

 

Mange søger på flere ord ad gangen

Jo længere folk er kommet i en købsproces, jo mere specifikt søger de. Måske startede de med at søge efter træhuse og nåede frem til, at de gerne vil købe et klinkbygget hus i sibirisk lærk.

Eksempel på søgeord

Jeg vil vove pelsen og påstå, at det er nemt at blive nummer 1 på lige præcis den søgning. Jo flere ord en søgning består af, jo nemmere er det generelt at få en god placering i Google.

Problemet er blot, at der ikke er særlig mange som søger på lige præcis den bestemte kombination af ord. Til gengæld indeholder over halvdelen af alle søgninger i Google 3-4 eller måske endda flere ord ad gangen, så du kan få relativt meget trafik ad den vej, hvis du skriver en en lang række tekster, som fokuserer på hvert sit meget specifikke aspekt af dit produkt.

Det er et stort arbejde, men til gengæld vil du tiltrække folk, som er klar til at foretage et køb, fordi de har pejlet sig ind på, hvad de ønsker at bruge deres penge på.

 

Brainstorm på dine søgeord

Første skridt i en søgeordsanalyse er at notere alle de søgeord, som du mener er relevante i forhold til det emne, som du skal i gang med at skrive om. Du kan finde masser af inspiration ved at tænke over

  • Hvilke ord du selv vil bruge til at beskrive emnet
  • Hvilke ord dine konkurrenter bruger på deres hjemmesider
  • Hvilke ord dine kunder bruger, når de henvender sig til dig

Det kan også være en god idé at følge med i nogle relevante fora eller grupper på fx Facebook og lægge mærke til, hvordan folk beskriver deres problemer og hvad de kalder de forskellige ting.

Du skal huske, at du først og fremmest skal finde frem til de ord, som dine potentielle kunder bruger om dit produkt. Det er de ord, som de også vil søge på.

Har du tilmeldt din hjemmeside til Google Search Console, kan du også undersøge, hvilke ord din hjemmeside allerede er synlig på og lade dig inspirere af dem. Det samme gælder, hvis du har købt annoncer hos Google AdWords.

I begge tilfælde er det selvfølgelig data, som kun er relevante, hvis du skal skrive en ny artikel om et emne, som du allerede omtaler på din hjemmeside.

 

Inspiration til endnu flere søgeord

I den indledende fase af din søgeordsanalyse skal du finde så mange relevante søgeord som muligt. Det vil give dig det bedste grundlag for senere at vurdere potentialet og konkurrencen for hvert enkelt søgeord.

Start med at taste hvert enkelt af dine søgeord ind i Googles søgefelt og læg mærke til, hvilke forslag Google kommer med i selve søgefeltet. Det en service, som bliver kaldt for Google Autocomplete.

Sådan kan du bruge Google autocomplete

Googles forslag er baseret både på de søgninger, som andre folk har foretaget og på indhold fra forskellige hjemmesider. Der kan også komme forslag ud fra, hvad du tidligere har søgt på, når du har været logget ind på en af Googles tjenester, så det er en god idé at logge ud af Google, inden du går i gang med denne del af analysen.

Du får forskellige forslag alt afhængig af, hvor meget af dit søgeord du har tastet ind, om du trykker på mellemrumstasten og om du skriver et bogstav efter mellemrummet.

Hvis det skal gå stærkt, kan du i stedet bruge Übersuggest, som trækker forslag ud af Google på præcis samme måde. Übersuggest er bedst til analyser af et ord ad gangen som fx “træhus”. Hvis du vil have forslag til søgninger, som består af flere ord som fx “træhus pris”, er Google stadig bedst.

Noter alle de relevante søgeord, som du finder – gerne i et regneark, så du senere kan sortere i ordene. Derefter laver du en søgning i Google på hvert af de relevante ord. Nu skal du lægge mærke til, hvad Google foreslår som relaterede søgninger. Forslagene finder du i bunden af søgeresultatet.

Se på de relaterede søgninger i Google

Det er søgeord eller søgesætninger, som Google mener er relevante i forhold til det ord, som du har søgt efter. Undersøg, om forslagene allerede er med på din liste over relevante søgeord og hvis de ikke er, bør du overveje at tage dem med.

Nu har du forhåbentligt en lang liste med interessante søgeord inden for dit emne – men den kan blive længere endnu, for næste skridt er at undersøge, hvilke søgeord dine konkurrenter fokuserer på.

 

Find dine konkurrenters søgeord med Google Søgeordsplanlægning

Et af de vigtigste værktøjer til at finde dine konkurrenters søgeord er Google Søgeordsplanlægning, som du finder inde i Google AdWords. Det kræver, at du opretter dig som bruger på Google AdWords, men det kan du også sagtens, selv om du ikke vil bruge penge på at købe annoncer hos Google.

Med Google Søgeordsplanlægning kan du finde oplysninger om det gennemsnitlige antal månedlige søgninger på forskellige søgeord. Men vigtigst af alt kan du bruge det til at analysere andre hjemmesider og få indblik i, hvilke søgeord de fokuserer på.

Fremgangsmåden er ret simpel: Inde i Søgeordsplanlægning skal du klikke på “Søg efter nye søgeord ved hjælp af en sætning, et website eller en kategori”.

Googles søgeordsplanlægning

Fanen åbner sig, og du skal nu taste adressen på den hjemmeside, som du vil se nærmere på. Den taster du ind i det felt, som hedder landingsside, og så klikker på du på den blå knap med teksten “Få ideer”.

Søgeordsanalyse ved hjælp af Google

Du kommer så ind på en ny side, hvor du skal klikke på fanebladet “Søgeordsidéer”.

Ideer til søgeord

Her er mange informationer, men lige nu skal du kun fokusere på selve søgeordene for at undersøge, om nogle af dem er relevante for dig. Finder du nogle gode søgeord, skriver du dem selvfølgelig på din liste.

Du kan også bruge SEMrush til at analysere dine konkurrenter. Udover at finde deres vigtigste søgeord kan du også se, hvor meget trafik de forskellige søgeord sender til deres hjemmesider.

Her skal du bare være opmærksom på, at der vil være en tæt sammenhæng med hjemmesidens placering i Google. Jo bedre hjemmesiden klarer sig i Google på et bestemt søgeord, jo flere klik vil den også få.

 

Søgeordenes popularitet

Et søgeords potentiale afhænger af, hvor populært det er – eller med andre ord, hvor mange der søger efter det. Jo flere der søger på et bestemt ord, og jo højere du ligger i Google på det ord, jo flere klik kan du forvente at få.

For at afdække populariteten, skal vi igen have fat i Google Søgeordsplanlægning. Nu kopierer du hele din liste med søgeord ind i det felt, som kommer frem, når du klikker på “Hent data om søgevolumen og tendenser”.

Søgevolumen

Du taster et søgeord eller en søgesætning ind pr. linje og klikker på “Hent søgevolumen”. Så for du en liste med søgeord og Googles vurdering af, hvor mange gange om måneden folk søger på de forskellige ord. Hvis der bliver søgt under 10 gange om måneden på et ord, leverer Google ingen oplysninger om antal månedlige søgninger.

Under alle omstændigheder er tallene kun et gennemsnit, så hvis der er tale om en sæsonvare som fx parasoller, kan der være store udsving fra måned til måned. Vil du undersøge, hvor sæsonbetonede dine søgeord er, skal du blot holde musen hen over det lille ikon, der forestiller en graf.

Sæsonudsving for søgeord

Kolonnen “Konkurrence” er kun brugbar, når du skal købe annoncer hos Google AdWords. Konkurrencen handler nemlig udelukkende om, hvor meget dine konkurrenter er villige til at byde på de forskellige ord, når deres annoncer skal være synlige i søgeresultaterne.

Der kan være ganske stor forskel på, hvor meget kamp der er om søgeordene i henholdsvis de betalte annoncer og de naturlige (det som man også kalder for organiske) søgeresultater.

Derfor skal du se bort fra denne kolonne lige nu. Antallet af søgninger føjer du til din liste med søgeord, så du har en oversigt over, hvor populære de forskellige søgeord er.

 

Konkurrencen om søgeord

Jo mindre konkurrence der er om et søgeord, jo nemmere er det at komme til tops i Googles organiske søgeresultat på det søgeord. Konkurrencen giver dig et fingerpeg om, hvor mange kræfter du skal lægge i at blive vist øverst i Googles søgeresultat, så derfor er det også en vigtig parameter i din søgeordsanalyse.

Til den opgave kan du endnu en gang gøre brug af Google. Du skal ganske enkelt lave en søgning på et af dine søgeord og studerer de 10 første sider, som bliver vist i Googles organiske søgeresultat. Det er dem, du skal slå, hvis du vil have trafik på det pågældende søgeord, fordi de færreste går videre til side 2 i Google. Derfor er det ikke så interessant i sig selv, hvor mange sider der dukker op, når du søger på “træhus”.

Derimod er det spændende, hvordan de 10 første sider har struktureret deres indhold, og hvordan der bliver linket til hver side. Links er vigtige for din placering i Google, men dem springer vi over i denne omgang. Du er jo nødt til at skrive en tekst, inden du kan bygge links til den.

Når du analyserer en hjemmeside, skal du især se på, hvor søgeordet optræder. Vigtige steder, hvor det bør stå, er

  • Url’en (hjemmesidens adresse)
  • Meta title
  • Meta description
  • Overskriften (H1-tag)
  • Første linje i brødteksten
  • Overskrifter til afsnit (H2-tag)
  • Billeders filnavne

Keywordet er træhus i dette eksempel

På billedet oven over kan du se et eksempel på, hvordan en hjemmeside bliver præsenteret i Googles søgeresultat. Meta title og url’en er vigtige, når du laver søgemaskineoptimering.

Meta description har ikke nogen indflydelse på, hvor godt en hjemmeside er placeret i et søgeresultat. Men det er den, der skal lokke folk til at klikke sig ind på din hjemmeside, så derfor er den alligevel af stor betydning. Hvis en meta description er godt skruet sammen, kan du godt gå ud fra, at der også er arbejdet med resten af indholdet på hjemmesiden.

Beskæftiger du dig ikke normalt med søgemaskineoptimering, kan det selvfølgelig være vanskeligt at vurdere, hvor godt en hjemmeside er optimeret mod et bestemt søgeord. I så fald kan du få lidt hjælp af et værktøj som SEOquake eller Screaming Frog, som du kan bruge ganske gratis.

 

Dine søgeords relevans

Sidst men ikke mindst skal du i din søgeordsanalyse vurdere relevansen af de søgeord, som du har på din liste. Relevansen er vigtigere end antallet af månedlige søgninger, for jo bedre du er til at ramme behovet hos dem, der søger på et bestemt ord, jo større er sandsynligheden for, at du kan sælge dit produkt.

En bestemt kombination af ord får måske kun 100 søgninger om måneden. Til gengæld kan dette søgeord beskrive indholdet på en hjemmeside så præcist, at de tjener flere penge hjem til dig end et populært søgeord, som kun antyder, hvad du sælger.

“Amerikansk bjælkehus i rundtømmer” siger trods alt en del mere om, hvad du kan forvente at finde på en hjemmeside, end hvis søgeordet bare er “bjælkehus”.

Samtidig skal du være opmærksom på, at jo flere ord folk søger på ad gangen, jo mere har de kredset sig ind på, hvad de vil have. Søgninger på 3-4 ord eller mere bliver også kaldet for long tail keywords, fordi de står for omkring 70% af alle søgninger.

Long tail keywords

Hver måned bliver der lavet flere millioner søgninger på enkeltord som fx Facebook eller Google, men faktum er, at de står for en relativ lille andel af det samlede antal søgninger. Laver man en grafisk fremstilling af søgemønstret, vil den se ud som ovenfor.

Faktisk udgør 16-20% af søgningerne i Google kombinationer af ord, som ingen tidligere har søgt på. Det er lidt vildt at tænke på. Kan du forestille dig, hvor mange forskellige søgninger det er muligt at lave, når man søger på måske 5-7 ord ad gangen?

 

Hvilke søgeord skal du vælge?

Sidste led i din søgeordsanalyse er at udvælge de ord, som du vil fokusere på, når du skal skrive tekster til din hjemmeside. Din vurdering skal tage højde for

  • søgeordenes popularitet
  • konkurrencen om søgeordene
  • søgeordenes relevans i forhold til din målgruppe og dit produkt

Du kan med fordel lave en prioriteret liste over søgeord, som du vil arbejde videre med og del dem gerne ind i grupper, hvis du fx har flere forskellige produkter eller målgrupper. I sidste ende vil valget af søgeord altid være en subjektiv beslutning, fordi det afhænger af, hvordan du vægter de forskellige parametre.

Skal jeg komme med en anbefaling, vil jeg foreslå dig først at arbejde med de søgeord, som består af 3-4 ord eller mere, fordi konkurrencen er lavere, og folk er nået længere i købsprocessen, end når de bare søger på et enkelt ord.

 

Gentag din søgeordsanalyse med jævne mellemrum

Måske tror du, at det er nok at lave en søgeordsanalyse en enkelt gang og få flettet de fundne søgeord ind på din hjemmeside. Faktum er dog, at det altid er relevant at analysere, hvordan folk finder frem til din hjemmeside.

Hvis du smutter forbi Google Trends vil du opdage, at brugen af søgeord udvikler sig lige som vores sprog gør. Nogle søgeords popularitet aftager, mens andre vokser. Mange ting som fx trends, politiske strømninger, teknologiske udviklinger og sæsonbetonede begivenheder spiller ind her.

Har du et godt sprogøre og lægger du mærke til, hvad der rører sig inden for de områder, som kan have indflydelse på dine kunders adfærd, kan du opnå en fordel i forhold til dine konkurrenter – hvis du vel at mærke husker at analysere på de nye ord, som du støder på.

Samtidig skal du huske, at en traditionel søgeordsanalyse altid er baseret på data bagud. Det betyder, at i nogle tilfælde kan du med fordel springe søgeordsanalysen over og i stedet bruge din tid på at skrive en tekst, som forhåbentlig kan trække besøg ind på din hjemmeside.

 

Kom i gang med Google Analytics og Google Search Console

Jo flere data du kan indsamle om din hjemmeside, jo bedre kan du kvalificere din analyse. Derfor vil jeg også anbefale dig at tilmelde din hjemmeside til Google Analytics og Google Search Console, hvis du ikke allerede har gjort det.

Google Analytics kan fortælle dig to vigtige ting: Hvilke links folk har fulgt for at nå frem til din hjemmeside, og hvordan de bevæger sig rundt på din hjemmeside. Du kan få mange detaljerede oplysninger om, hvor længe folk bliver på din hjemmeside, hvad de klikker på og så videre.

 

Desværre har Google Analytics valgt at anonymisere, hvilke ord folk har søgt på for at finde frem til din hjemmeside, og det er her, Google Search Console kommer ind i billedet. Her kan du blandt andet få indblik i, hvilke søgeord din hjemmeside rent faktisk bliver fundet på, så du kan finpudse dine tekster.

Næste skridt på vejen er netop at få skrevet en række gode tekster til din hjemmeside, så du kan udnytte værdien af din søgeordsanalyse.