Google bruger links mellem hjemmesider til at vurdere, hvor vigtig en hjemmeside er. Jo flere links en hjemmeside får, desto højere vil den ligge i Google. Men et link er ikke bare et link, så lad os se lidt nærmere på, hvad du skal tage højde for, når du begynder at bygge links til din hjemmeside.

 

Kvaliteten af links betyder alt

Et link fra en hjemmeside, som har stor autoritet, vil tælle mere end et link fra en ukendt hjemmeside. Det vil sige, at et link fra et nyhedsmedie som fx Politiken kan gøre underværker for din hjemmeside, mens et link fra en lille nystartet blog ikke vil rykke så meget.

Et link fra en hjemmeside, der handler om samme emne som din hjemmeside, vil også have større betydning end et link fra fx et linkkatalog, fordi det hjælper Google med at forstå, hvad din hjemmeside handler om.

Eftersom Google bruger links til at vurdere vigtigheden af en hjemmeside, vil du helst have links fra hjemmesider, som også selv har gode links. Det er en selvforstærkende effekt, som er inspireret af den videnskabelige verden, hvor anerkendte forskere ofte bliver citeret af andre forskere.

Inden Google så dagens lys i slut-90’erne, brugte andre søgemaskiner som fx AltaVista meta tags til at vurdere indholdet på en hjemmeside og placere den i et søgeresultat. Googles tilgang til søgning var lidt af en revolution, og de videreudvikler løbende deres algoritme, så nye faktorer som fx https også påvirker placeringen i et søgeresultat. Men gode links er og bliver stadig den vigtigste faktor.

Der findes flere værktøjer, som du kan bruge til at tjekke kvaliteten af et link. Min egen favorit er Ahrefs, som har det bedste indeks over danske hjemmesider. Du kan få adgang til en gratis version, som kan være rigeligt, så længe du bare vil bygge links til en enkelt hjemmeside.

 

Teksten i links er også vigtig

Teksten i et link kalder man også for en ankertekst. Når Googles robot gennemtrawler internettet, hopper den fra link til link. Undervejs læser den teksten i linket og antager, at linket beskriver indholdet på den hjemmeside, som der bliver linket til.

Derfor er det vigtigt, at teksten i links indeholder nogle af de nøgleord, som du gerne vil findes på. Et link med teksten “læs mere her” fortæller ikke Google noget om, hvad en hjemmeside handler om. Hvis du i stedet tænker strategisk og får flettet et vigtigt nøgleord ind i linkets tekst, kan du faktisk rykke flere placeringer op i Google på det nøgleord.

Samtidig er det vigtigt, at du varierer ankerteksterne. Det betyder, at du ikke må lave en masse links med det samme tekst igen og igen, for så kan du risikere at blive straffet af Google. Det er sket før, hvor Google ændrede deres algoritme, så der er en overvejende sandsynlighed for, at det kan ske igen.

Husk derfor altid at variere teksterne i dine links og bruge forskellige synonymer og varianter af de ord, som du gerne vil findes på.

 

Byg både dofollow og nofollow links

Groft sagt kan man dele links op i to kategorier: dofollow og nofollow. Er et link dofollow, vil det sige, at Google tillægger et link værdi og lader noget af den værdi overføre til den hjemmeside, som der bliver linket til. Det er det, der hjælper en hjemmeside med at få en bedre placering i Googles søgeresultater. Er et link nofollow, bliver der ikke overført værdi til en anden hjemmeside.

Alligevel er det en god idé også at skabe nogle nofollow links, fordi det vil få din linkprofil til at se mere naturlig ud. Du risikerer nemlig, at Google tror, du forsøger at manipulere din placering, hvis du udelukkende har dofollow links.

Officielt er der ingen retningslinjer for, hvordan fordelingen skal være mellem de to typer af links. Google fokuserer på, at din linkprofil ser naturlig ud, og det vil variere fra hjemmeside til hjemmeside.

Selv om et nofollow link ikke hjælper dig til en bedre placering, så kan det stadig have en effekt alligevel. Links i kommentarer på blogs er fx ofte nofollow, men du kan sagtens få klik ad den vej alligevel, og måske endda links fra andre bloggere, som synes, at dit indhold er relevant.

Du kan se, om et link er dofollow eller nofollow ved at kigge lidt på html-koden bag. Linket er tilføjet en tekst, hvor der står rel=”nofollow”, så linket er bygget op på følgende måde:

<a href=”http://frumik.dk” rel=”nofollow”>Link</a>

Alternativt kan du hente en udvidelse til Chrome ved navn NoFollow. Den markerer automatisk alle nofollow links med en rød stiplet linje.

 

Lad være med at bygge alle dine links på én gang

Du gør mere skade end gavn, hvis du vælger at bygge en masse links på én gang, fordi du gerne vil hurtigt ind på side 1 i Google. Har du en helt ny hjemmeside, vil det se mærkeligt ud, hvis den begynder at få mange links ud af det blå. Start i stedet stille og roligt op med at bygge et enkelt link den første uge, et enkelt link mere den næste uge, og så måske to links den efterfølgende uge og videre i samme tempo.

Byg hellere dine links lidt for langsomt end lidt for hurtigt, hvis du vil holde dig gode venner med Google. Du skal tænke på, at det kan se mistænkeligt ud, hvis du fx bygger 10 links den første uge og derefter ingen links i et par måneder. I stedet bør du gradvist øge antallet af links pr. uge.

En analyse viser, at det normalt tager 5-10 uger, før du kan se effekten af et nyt link. Derfor er tålmodighed lidt af en dyd, når du vil forbedre placeringen for din hjemmeside.

 

Hvor mange links skal du bygge?

Det er faktisk umuligt at svare på, hvor mange links der skal til, før din hjemmeside rykker til tops i Google. Det afhænger nemlig også af dine konkurrenter.

Som udgangspunkt er det altid nemmere at placere sig godt på søgninger, som indeholder flere ord end søgninger på et enkelt ord. I langt de fleste tilfælde vil du også få mere ud af den trafik, fordi dit indhold i højere grad matcher det, som folk har søgt efter.

Har du skrevet en artikel, som er godt optimeret efter alle kunstens regler, kan den få en god placering med ganske få links, hvis ingen andre har gjort dig kunsten efter. Beskæftiger du dig derimod med en branche, hvor der er kamp om kunderne, skal der flere gode links til.

Hvor meget der skal til kan du normalt få et godt indtryk af ved at analysere nogle af de hjemmesider, som allerede ligger godt i Google. Her kan du også med fordel bruge Ahrefs.

Som du nok kan regne ud, er god link building lidt af en kunst. I mine øjne er den bedste strategi at skabe godt indhold, som andre har lyst til at linke til, men derfor kan en hjemmeside sagtens have brug for lidt starthjælp i form af link building.